Ghibli museum

I går mødtes jeg i Mitaka med Saaya, Lui og Kuni for at tage på Ghibli museum (Ghibli studio er et selskab som Hayao Miyazaki bl.a. er medstifter af, og det er herfra mange af hans - og andre kendte animations-instruktørers - film er produceret fra). Det var et rigtig fint museum med høj kawaii faktor. Det er lidt besværligt at komme ind fordi man skal bestille billetten et stykke tid i forvejen og hente den i Lawson, men jeg var heldig at Saaya ordnede det. Indgangsbilletten er et stykke original filmstrimmel. Bagefter tog vi hjem til Lui, hvor Yoshi stødte til og vi spiste koreansk tofu-ris ret som Luis mor havde lavet til os. Efterfølgende stor den på Hokkaido fotos og video.

Totoro

Min billet viser en tom station (lidt kedeligt) og ingen af os vidste hvilken film den er fra.

Mini-Totoro souvenir



Mochi

Nu har jeg smagt mochi (hvis du ikke kan huske hvad det er så kan du se her) i flere forskellige afskygninger og det smager egentlig meget godt (når det serveres sammen med noget andet - gerne sødt). Her ser du et udvalgi:

Mitarashi mochi: Mochi med soya-karamel i midten omkranset af et tyndt lag marshmallow.

Mochi is

Mochi is: pakken åbnes. Tada! Kaniner i anledning af nytåret.

Mochi is: der er taget en bid. Vanilleis med et lag mochi udenpå.

Har også taget et billede af det mochi vi fik til japansk; sød, rød bønnesuppe med varmet mochi i (så det bliver elastisk), men billedet drillede.

Chokolade med jordbærsmag

Hayao Miyazaki

Top cool og dygtig japansk manga illustrator og animations-filminstruktør. Hvis du ikke allerede kender hans animationsfilm "My neighbor Totoro" og "Spirited away" er de bestemt et kig værd. Jeg synes historierne er lidt mere dunkle og har lidt flere lag end de gængse Disney klassikere. Og så er det jo sjovt at kunne se dem på originalsprog og forstå bare lidt af hvad der bliver sagt (nok fordi filmene hovedsageligt er lavet til børn).

Totoro

Inu / neko medley

Kæledyr er populært i Japan. De er kawaii og de fylder mindre i hverdagen og lejligheden end børn (de kan da i hvert fald være med til at underbygge den meget lave fødselsrate:1,3 i Japan og 1,8 i Danmark. Og har man ikke selv en kat derhjemme kan man tage på katte-cafe hvor man så betaler for at have kæle-hygge katte som man kan nusse og klappe over sin kop kaffe.
I gadebilledet ser man en del hundesaloner og hundefashion er stort. Til gengæld er her færre hunde hømhømmer på gaden for dem er ejerne gode til at samle op efter deres kræ. Mange har sågar en flaske vand med sig når de går tur så de lige kan skylle der hvor hunden har lettet ben. Det må man kalde at tage hensyn.

Lys langhåret gravhund - meget populær i Japan.

Akita inu

Og så lige en der ikke er japansk og som lyder navnet (nogle gange) Tippo.

Selvfølgelig er et næbdyr perfekt til at reklamere for magnet-rejsekort

Flere madbilleder

Selv mandarinerne er "kawaii".

Japansk party. Snacks og mad.

Bønnepasta-snack fra the-ceremonien.

Sushi-frokost.

Ahh, så var man lige tørstig og trak en lækker drik i en vending-mashine. Det viste sig dog at det var gele-drik....

Anka - det berygtede og berømte søde bønnepasta. Her i An-pan udgave (anka i brød).

Japansk curry er et stort hit her.

Kawaii

Fik jeg forresten overhovedet forklaret "kawaii"? Nu har jeg efterhånden brugt det er par gange så det må vist være på tide...

Det er et meget brugt tillægsord brugt her i Japan om alt der er sødt, nuser, "cute", småt, uskyldigt, smukt og pænt. Samtidig er det et vigtigt aspekt af den Japanske materialisme- og forbrugerkultur, da kawaii meget ofte bruges i markedsføringen af produkter. Og man ser virkelig kawii over det hele her.

Det Japanske pop-kultur fænomen "Hello Kitty", som er en animeret udgave af en specielt japansk katterace; den japansk bobtail, som naturligt har en hale der mest minder om en kaninhale (bonusinfo til min søde moster), må være indbegrebet af "kawaii". Alle tænkelige produkter med den lille - ofte lyserøde - kat, sælger virkelig godt. For et par uger siden åbnede der en lille forlystelsespark kun dedikeret til denne kat "Hello Kitty´s Kawaii Paradise". De forventer 700.000 besøgende om året.

Hello Kitty butik.

Småt og lyserødt - kawaii i slikbutikken.

Lille sællampe - den er da kawaii!

Kawaii bruges tillige meget i den offentlige skiltning i toge, på stationer og på veje. Specielt godt er det til at gøre opmærksom på ting som måske ikke er så rart;

• "pas på dine fingre når døren lukker" = hyggelig og rar animeret mand med skæg
• Opfør dig pænt på stationen og lad være at løbe ind i toget = 2 lilla vaskebjørne med store smil
• Stop sexchikane på universitetet = mystisk kawaii tema i animerede illustrationer
• Betal din vandregning automatisk = pige-vanddråbe med lyserød hårsløjfe

Bloddonorer hverver man da med kawaii.

Selv har jeg også flere gange fået komplimenter, hvor kawaii er blevet brugt til at sige, at jeg ser sød ud, betydningen af mit navn er sødt eller at min kjole har været kawaii.... lidt spøjst når man selv mest forbinder ordet med Hello Kitty.

J-dag (julebryg 7 timer før DK)

Er lige kommet hjem fra et J-dags arrangement i Roppongi. Det var Danish Chamber of Commerce der afholde det og for 4. gang havde fået fløjet Tuborgs julebrug til Japan med hjælp fra forskellige sponsorer som Carlsberg og Singapore Airlines. Der var nedtælling og det hele (7 timer før DK fik lov at smage årets bryg).

Til arrangementet var der liveoptræden med:
You all may remember them from the World Cup 2010 Denmark Japan Match (hvor de sang Re-sepp-ten - søg evt. på youtube...)They are young, they are beautiful, they are VANILLA BEANS!

Japansk pop på dansk når det er bedst :)

Jeg var inviteret gennem NN og der var en del danske repræsentanter fra DK virksomheder i Japan, men flest udlændinge hvis virksomheder handler med danske virksomheder. Det blev til en lidt networking, en hel del business card udveksling, dansk inspireret "fingermad" og selvfølgelig julebrug!

Da jeg kom hjem til kollegiet sad tre af pigerne i køkkenet og så Kabuki teater (traditonelt og underholdende? japansk teater) i fjernsynet. Jeg fattede ikke rigtig noget af det. Nå men jeg bød dem i hvert fald på en smagsprøve af Tuborgs julebrug (havde taget en med hjem i tasken) og de synes godt om den. De syntes selvfølgelig at dåsen var "kawaii"  :)

Mere Akita inu; Hachikô

Her er historien om, hvorfor Akita hunden i Japan er kendt for sin loyalitet [tak for lån af tekst; Wikipedia].

Hachikō (八公^?, November 10, 1923–March 8, 1935), known in Japanese as chūken Hachikō (忠犬八公^?, "faithful dog Hachikō" ('hachi' meaning 'eight', a number referring to the dog's birth order in the litter, and 'kō,' meaning prince or duke)), was an Akita dog born on a farm near the city of Ōdate, Akita Prefecture,^[1] remembered for his loyalty to his owner, even many years after his owner's death.

In 1924, Hidesaburō Ueno, a professor in the agriculture department at the University of Tokyo took in Hachikō as a pet. During his owner's life Hachikō greeted him at the end of the day at the nearby Shibuya Station. The pair continued their daily routine until May 1925, when Professor Ueno did not return. The professor had suffered from a cerebral hemorrhage and died, never returning to the train station where his friend was waiting.
Hachikō was given away after his master's death, but he routinely escaped, returning again and again at his old home. Eventually, Hachikō apparently realized that Professor Ueno no longer lived at the house. So he went to look for his master at the train station where he had accompanied him so many times before. Each day, Hachikō waited for the return of his owner.
The permanent fixture at the train station that was Hachikō attracted the attention of other commuters. Many of the people who frequented the Shibuya train station had seen Hachikō and Professor Ueno together each day. They brought Hachikō treats and food to nourish him during his wait.
This continued for nine years with Hachikō appearing precisely when the train was due at the station.
That same year, one of Ueno's students (who had become an amateur expert on the Akita breed) saw the dog at the station and followed him to the Kobayashi home (the home of the former gardener of Professor Ueno) where he learned the history of Hachikō's life. Shortly after this meeting, the former student published a documented census of Akitas in Japan. His research found only 30 purebred Akitas remaining, including Hachikō from Shibuya Station.
He returned frequently to visit the dog and over the years published several articles about Hachikō's remarkable loyalty. In 1932 one of these articles, published in Tokyo's largest newspaper, threw the dog into the national spotlight. Hachikō became a national sensation. His faithfulness to his master's memory impressed the people of Japan as a spirit of family loyalty all should strive to achieve.
Hachikō died on March 8, 1935 and was found on a street in Shibuya. His heart was infected with filarial worms and 3-4 yakitori sticks (små træ-grillspyd) were found in his stomach.
His stuffed and mounted remains are kept at the National Science Museum of Japan in Ueno, Tokyo.

Det er lige til at få tårer i øjnene af sådan en historie.
Her har jeg taget et billede af Hichikō statuen da jeg var ved Shibuya station.

Akita inu

Jeg vil have en akita hund! Det er en traditionel japansk race, der har nogle slædehunde-træk kunne man måske sige. Den har dejlig blød, tyk pels - totalt kawii. Hilste på en hvalp for nogle dage siden og var ret solgt. Inu betyder forresten hund på japansk.

Tak for lån af billede: http://www.akita.inus.pl/en/pies_akita.html

Japanerne har generelt ret små hunde (Akita bliver mellem 60 og 70 cm) - måske pga. at de selv ikke er så store, fordi huslejen er høj og lejlighederne i Tokyo små. Der er en del gravhunde (hvilket jeg jo heller ikke rigtig kan stå for). De langhårede har samme pelsfarve som en golden-retriever.

Nogle japanere (især ældre tror jeg) har et lidt specielt forhold til deres hund eller hunde. De kan sagtens finde på at give dem tøj/kostume på og for eksempel køre dem rundt i klapvogn!

Så bl.a. denne fine samurai-hund sidst jeg var i JP: