Viser opslag med etiketten Tokyo Tourist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tokyo Tourist. Vis alle opslag

lørdag den 19. februar 2011

Ghibli museum

I går mødtes jeg i Mitaka med Saaya, Lui og Kuni for at tage på Ghibli museum (Ghibli studio er et selskab som Hayao Miyazaki bl.a. er medstifter af, og det er herfra mange af hans - og andre kendte animations-instruktørers - film er produceret fra). Det var et rigtig fint museum med høj kawaii faktor. Det er lidt besværligt at komme ind fordi man skal bestille billetten et stykke tid i forvejen og hente den i Lawson, men jeg var heldig at Saaya ordnede det. Indgangsbilletten er et stykke original filmstrimmel. Bagefter tog vi hjem til Lui, hvor Yoshi stødte til og vi spiste koreansk tofu-ris ret som Luis mor havde lavet til os. Efterfølgende stor den på Hokkaido fotos og video.
Totoro

Min billet viser en tom station (lidt kedeligt) og ingen af os vidste hvilken film den er fra.
Mini-Totoro souvenir



søndag den 30. januar 2011

En lørdag med sightseeing

Lørdag brugte jeg hele dagen med Lise (en fra NN i Danmark som er her en uge). Vi tog på The National Museum of Mordern Art og så en udstilling med japansk avantgarde fra 1938-1949. Der var virkelig nogle smukke malerier imellem og er helt vild med maleriet nedenfor. Og så var der også en udstilling med museets samling af kunst med kaniner (i anledning af nytåret vil jeg tro - mest underholdende var at de havde valgt også at udstille et tryk med gulerødder for det har jo også med kaniner at gøre). 
FUNADA Gyokuju, Flowers(Image of Evening), 1938, private collection 
Bagefter tog vi til Shibuya, oplevede den travle storby-stemning omkring det travle kryds og så på ung/vild/pink/grænsende til det prostituerede-mode som unge japanske kvinder går med (selvfølgelig ikke hvis de har kontorjob). Det blev også til et besøg på den berømte Starbucks med udsigt over det travle kryds. Herefter tog vi videre til Iidabashi (som jeg efterhånden har vist til alle der har været på besøg) og spiste på izakaya og gik i de små hyggelige gader med de mange restauranter. Hyggeligt at tale dansk en hel dag.

mandag den 10. januar 2011

1. januar 2011

Den første januar (som for en gangs skyld begyndte uden tømmermænd) besluttede vi os for at se hvordan japanerne fejrer det nye. Så vi besøgte et tempel i Tokyo (ikke et af de mest populære men stadig mange mange mennesker). Japanerne beder ved templet, kaster nogle penge i en stor kasse (til nytår udskiftet med et meget stort klæde der dækker hele fronten af templet, så alle penge kan samles op bagefter) og ønsker for det nye år. Der kan også købes bønner skrevet på papir som kan bindes om nogle snore specielt indrettet til det, eller små træplader hvor man selv kan skrive sin bøn/ønske.
På pladsen foran templet gik en gude/dæmon-agtig udklædt mand rundt og "bed" de små børn i hovedet. Det var åbenbart godt for han fik penge for det - men de fleste børn blev meget bange og græd.
Vejen op til templet var fyldt med små boder der solgte traditionel japansk festivalmad og søde sager. Vi smagte bl.a. okonomiyaki (hvad der bedst kan beskrives som en slags japansk madpandekage eller pizza stegt med kål, kød eller "alt godt fra havet" serveret med lidt tang og katsuo bushi (en slags tynde tørrede fiskeflager) og japansk Worcester-agtig sauce), anko kager (rød sød bønnepasta) og hele bagte sødekartofter.

Så sad man lige og småsov og så bliver man bidt i hovedet.
Kaniner til kaninens år. Måsker kommer der snart flere?
Grillede fisk på pind.

torsdag den 6. januar 2011

Nytår

I Japan fejres nytåret som årets vigtigste begivenhed, men modsat Danmark foregår festlighederne egentlig først omkring og efter årets første solopgang som markerer årets begyndelse. Folk ser solopgangen fra høje bygninger, tager ud til havet eller lejer et fly for at se årets første solopgang! De fleste musseer og mange butikker og restauranter holder lukket i 1-4 dage fra d 30. til 3. januar, og det var lidt sjovt at se japanerne slappe af og holde ferie. Og se hvordan metroen kan se ud når alle sover længe.
Japanerne er gode til det med fyrværkeri, men gemmer alt lysshowet til sommerens festivaller. Så det lykkedes ikke os at opspore et sted hvor der ville blive skudt fyrværkeri af. I år skiftede vi til kaninens år i den kinesiske kalender, og måske fordi japanerne elsker alt med søde, kawaii dyr, er der billeder af kaniner over det hele. I templerne kan man aflevere året lykkebringende genstande, som vil blive brændt for at markere begyndelsen på et nyt år, og købe nye (meget praktisk måde for templerne at tjene penge på). De ting man køber er bl.a. pile (der symboliserer langt liv tror jeg), små gudefigurer og dekorationer med korn, klementiner og bambus. Til nytår spiser japanerne nogle riskager (Kagami mochi læs også om almindelig mochi) som er kogt ris der bliver banket og banket med et træbræt til det bliver en meget klistret masse. Massen formes til to flade boller i forskellig størrelse som sættes ovenpå hinanden med en klementin øverst så det ligner et lille kransekagetårn. Efter nytår rapporteres der om hvor mange der har været så uheldige at blive kvalt i det klistrede stads (ofte er det ældre mennesker som har lidt problemer med at sluge det) i år var der 8 dødsfald redigeret: tallet var fra Tokyo. I hele Japan var tallet 20!.... tragikomisk må man sige.

Vi begyndte nytårsdagen med at se på moderne arkitektur i området omkring Harajuku efterfulgt af en tur i Yoyogi park (hvor vi også hilste på en mand der luftede sin abe) og shopping på Omotesando. Bagefter så vi Meiji templet som hvert nytår (efter kl. 00) er det mest besøgte i Japan med mange millioner besøgende. Der var heldigvis ikke så mange besøgende dagen før det gik løs og vi kunne se forberedelserne til den store helligdag. Der blev også tid til en god eftermiddags-snack; sushi på transportbånd, før turen gik tilbage til hotellet for at shine os op til vores nytårsmiddag. Den blev indtaget på Izakaya i Shinjuku. Vi fik nogle forskellige små retter, bl.a. fritterede lotusrødder som smagte vildt godt. Bagefter fik vi nabe med grøntsager, svampe, tofu og kød. Drikkevarerne var alt fra varm og kold sake til rødvin, japansk fadøl, whisky og malibu med mælk - vi havde nemlig "all you can drink" hvilket ikke er dårligt en nytårsaften. 23.30 (vel nok lidt for sent) tog vi toget mod Roppongi hvor vi ville se nytåret markeret med nedtælling og lys på Tokyo Tower. Det tog dog lidt længere tid end beregnet så 23.56 måtte vi løbe op fra stationen og skynde os hen hvor vi kunne se Tokyo Tower - og vi nåede det heldigvis lige til nedtællingen og det lysende "2011" som kom frem på tårnet. Lige ved siden af os blev nytåret markeret i et tempel med 3000 balloner, som folk sendte i vejret. Meget festligt selvom der ikke var fyrværkeri. Skålen blev gjort i sake.

Lamper som pynter på vej op til templet. Måske med sponsornavne på?
Nytårspyntet tempelport. Læg mærke til kaninerne og pilene.
Shoppegaden Omotesando
Varm sake og lille forret.

Fritterede lotusrødder.
Nabe
Tokyo Tower

mandag den 3. januar 2011

Mere Tokyo sightseeing (inden nytår)

Inden jul nåede vi også at udforske designer-kvarteret i Meguro, besøge ølmuseum i Ebisu, se verdens travleste kryds i Shibuya, besøge mange Starbucks og se en vildt japansk bryllups-hall (kæmpe business som tager sig af lokaler osv til store japanske bryllupper).

Vi fik mest taget billeder med os selv der poserer foran diverse sights, så derfor får i kun et par stykker på dette indlæg.

søndag den 2. januar 2011

Jul

Morgenen den 24. december blev markeret med lidt julepynt og gaveåbning. Dejligt med gaver sendt fra Danmark. Dagen blev brugt i Sony bygningen i Ginza, hvor alle de nyeste Sony produkter kan prøves. Bagefter lidt julegave shopping i Ginza. Herefter gik turen til Roppongi, hvor vi spiste dansk (en lille smule japansk inspireret) julemiddag på den eneste (?) danske restaurant i Tokyo. Det var ikke som mors mad, men det var udemærket og der var live stille og stemningsfyldt julemusik. Herefter så vi julelys-udsmykning i et område af Roppongi (sammen med mange tusinde japanere) og besøgte et lille tysk julemarked. Aftenen blev afsluttet på hotellet med Disneys juleshow på computeren og mors hjemmebagte julesmåkager importeret fra Danmark.

Yoghurt med mysli, grøn the og juletræ.
Christmas Illumination i Roppongi.

Hjemmebag!

fredag den 24. december 2010

Besøg i julen

Så er der besøg hjemmefra i to uger hen over julen!

Vi hygger og leger turister i Tokyo.
Imperial Palace Garden
En sort af kirsebær-træet der blomstrer tidligt eller sent
Udsigt fra East Garden (en del af Imperial Palace Garden).
Jul i Disneyland, Tokyo.
Monorail-tog på vej til Tokyo Disney Sea (Disneyland rettet mere mod voksne).

Mediterranean Harbour
Mysterious Island. Her prøvede vi forlystelserne "Journey to the center of the earth" og "20.000 leagues under the sea".
Lost River delta, hvor vi bl.a. prøvede "Indiana Jones adventure: Temple of the crystal scull".
Cape Cod
Venedig

torsdag den 16. december 2010

Overraskende meget jul i et land der ikke fejrer jul

Julepynt, Julekager, Julelys, Juletræer, Jule-alt-muligt-kommercielt...

I Japan er juleaften lidt som Valentine's Day - en aften man fejrer med sin kæreste, og der er meget prestige i at kunne fejre aftenen med sin udkårne hvis man har en. Eller man fejrer aftenen med venner. Men egentlig er det bare en almindelig arbejdsdag og kontorer og butikker osv. har åbent som normalt. Det er nemlig kun nogle (og mest den yngre generation) der fejrer jul. Men butikkerne fejrer julen i stor stil - helt siden slutningen af oktober. I NN bygningen er der også pyntet og der er endda et juletræ i NN café/frokostområdet. I dag så jeg også et team af 3 højhus-vinduespudsere der havde taget julemandskostumer på...
Kawaii eller scary?

Juledekoration i NN bygningen.
Julepynt foran Nissato's hus. Lyder lidt som Nisse på japansk?


mandag den 29. november 2010

Konnichiwa Korea

Så har jeg også haft besøg fra Sydkorea. En af mine venner, som læser i Seoul et semester var i Tokyo og jeg mødtes med ham og hans to østrigske veninder to gange hen over weekenden. Første gang mødtes vi i Iidabashi og spiste Sushi på "rullebånd", jeg var turguide i de små hyggelige labyrint-gader og vi endte selvfølgelig på Saryo (som også er nævnt her og her).
Lørdag eftermiddag (efter min frokostaftale) og aften blev det til lidt sightseeing (udsigt fra 45. etage i Tokyo Metropolitan Government Building), izakaya og karaoke i Shinjuku. Hold da op hvor var det sjovt (bl.a. på grund af "all-you-can-drink" for 980Yen på izakaya-kæden Za-Watami). På karaoke havnede vi hos et andet selskab på 15 japanere (de havde forældre-reunion fordi deres 18-årige sønner spiller amerikansk fodbold sammen). Så der var "I will survive" japansk-style med parykker tamborin og det hele... hvor er det ærgeligt for jer at jeg ikke gider at lægge billeder af mig selv på bloggen :)




søndag den 28. november 2010

Rikugi-en - nu med lys på

Jeg har tidligere blogget om denne japanske have.

Her til aften var jeg der igen (undervejs på min løbetur) og fik set haven i mørke med lys på træerne. Her i november har haven åbent til kl. 21.00, og folk kommer her så for at se efterårsfarverne, spise og drikke (det er stadig så varmt så man godt kan være ude og spise, hvis man har en god jakke på og man sidder i læ). Nogle steder var lyset blåt, nogle steder var der ekstra "røg-effekt" og nogle steder var der "zen-musik".

Det var ret svært at tage nogle gode billeder, som viser hvor smukt det var, men her får i lille indtryk af det.