I går var jeg til japansk (det er den bedtse af de 3 lærere vi har om fredagen - hun er virklig sød og sjov). Bagefter mødtes jeg med Saaya fra mit lab til frokost på Subway på campus. Hun arbejder i en Subway ved Shinjuku og vidste at alle sandwich i dag var sat ned til 320¥ i anledningen af at de havde åbnet restaurent nr. 200 i Japan. Valgte dog en japansk inspireret sandwich med wasabi-dressing.
Efter at have arbejdet lidt i lab tog jeg hjem over Otsuka station og satte sig på Starbucks og nød en Chai Latte mens jeg læste noget teori til mit speciale.
Subway og Starbucks - mere amerikansk bliver det vist ikke her, selvom man også her kunne væle en macha-latte (latte med japansk grøn te). Sad forresten også ved siden af George fra Californien i japansktimen.
lørdag den 23. oktober 2010
torsdag den 21. oktober 2010
Velkomstfest nr. 2
I weekenden holdt pigerne på mit køkken velkomstfest for mig og en japansk pige fra Holland. Der var ret meget mad; en af de japanske piger havde lavet sushi, en af de kinesiske piger havde lavet dumplings helt fra bunden, en havde lavet cheese cake, der var pizza (japansk stil), massere japanske chips (ligesom til den første velkomstfest), pomfritter og kinesisk take-away. Og så selvfølgelig japansk is te (som ikke er sød).
Det var rigtig hyggeligt at lære dem lidt bedre at kende. Men hold da op det er op ad bakke med hensyn til engelsk med de fleste af dem. Bagefter havde vi køkkenmøde - som selvfølgelig var på japansk. Jeg fik et kort referat bagefter på gebrokkent engelsk.
Welcome Silja-san (høflig tiltale ala frøken). De havde også lavet en tegning af den lille havfrue.
Man er jo lige nødt til at fotografere maden med sin mobiltelefon.
Mere Akita inu; Hachikô
Her er historien om, hvorfor Akita hunden i Japan er kendt for sin loyalitet [tak for lån af tekst; Wikipedia].
Hachikō (八公?, November 10, 1923–March 8, 1935), known in Japanese as chūken Hachikō (忠犬八公?, "faithful dog Hachikō" ('hachi' meaning 'eight', a number referring to the dog's birth order in the litter, and 'kō,' meaning prince or duke)), was an Akita dog born on a farm near the city of Ōdate, Akita Prefecture,[1] remembered for his loyalty to his owner, even many years after his owner's death.
In 1924, Hidesaburō Ueno, a professor in the agriculture department at the University of Tokyo took in Hachikō as a pet. During his owner's life Hachikō greeted him at the end of the day at the nearby Shibuya Station. The pair continued their daily routine until May 1925, when Professor Ueno did not return. The professor had suffered from a cerebral hemorrhage and died, never returning to the train station where his friend was waiting.
Hachikō was given away after his master's death, but he routinely escaped, returning again and again at his old home. Eventually, Hachikō apparently realized that Professor Ueno no longer lived at the house. So he went to look for his master at the train station where he had accompanied him so many times before. Each day, Hachikō waited for the return of his owner.
The permanent fixture at the train station that was Hachikō attracted the attention of other commuters. Many of the people who frequented the Shibuya train station had seen Hachikō and Professor Ueno together each day. They brought Hachikō treats and food to nourish him during his wait.
This continued for nine years with Hachikō appearing precisely when the train was due at the station.
That same year, one of Ueno's students (who had become an amateur expert on the Akita breed) saw the dog at the station and followed him to the Kobayashi home (the home of the former gardener of Professor Ueno) where he learned the history of Hachikō's life. Shortly after this meeting, the former student published a documented census of Akitas in Japan. His research found only 30 purebred Akitas remaining, including Hachikō from Shibuya Station.
He returned frequently to visit the dog and over the years published several articles about Hachikō's remarkable loyalty. In 1932 one of these articles, published in Tokyo's largest newspaper, threw the dog into the national spotlight. Hachikō became a national sensation. His faithfulness to his master's memory impressed the people of Japan as a spirit of family loyalty all should strive to achieve.
Hachikō died on March 8, 1935 and was found on a street in Shibuya. His heart was infected with filarial worms and 3-4 yakitori sticks (små træ-grillspyd) were found in his stomach.
His stuffed and mounted remains are kept at the National Science Museum of Japan in Ueno, Tokyo.
Det er lige til at få tårer i øjnene af sådan en historie.
Her har jeg taget et billede af Hichikō statuen da jeg var ved Shibuya station.
Hachikō (八公?, November 10, 1923–March 8, 1935), known in Japanese as chūken Hachikō (忠犬八公?, "faithful dog Hachikō" ('hachi' meaning 'eight', a number referring to the dog's birth order in the litter, and 'kō,' meaning prince or duke)), was an Akita dog born on a farm near the city of Ōdate, Akita Prefecture,[1] remembered for his loyalty to his owner, even many years after his owner's death.
In 1924, Hidesaburō Ueno, a professor in the agriculture department at the University of Tokyo took in Hachikō as a pet. During his owner's life Hachikō greeted him at the end of the day at the nearby Shibuya Station. The pair continued their daily routine until May 1925, when Professor Ueno did not return. The professor had suffered from a cerebral hemorrhage and died, never returning to the train station where his friend was waiting.
Hachikō was given away after his master's death, but he routinely escaped, returning again and again at his old home. Eventually, Hachikō apparently realized that Professor Ueno no longer lived at the house. So he went to look for his master at the train station where he had accompanied him so many times before. Each day, Hachikō waited for the return of his owner.
The permanent fixture at the train station that was Hachikō attracted the attention of other commuters. Many of the people who frequented the Shibuya train station had seen Hachikō and Professor Ueno together each day. They brought Hachikō treats and food to nourish him during his wait.
This continued for nine years with Hachikō appearing precisely when the train was due at the station.
That same year, one of Ueno's students (who had become an amateur expert on the Akita breed) saw the dog at the station and followed him to the Kobayashi home (the home of the former gardener of Professor Ueno) where he learned the history of Hachikō's life. Shortly after this meeting, the former student published a documented census of Akitas in Japan. His research found only 30 purebred Akitas remaining, including Hachikō from Shibuya Station.
He returned frequently to visit the dog and over the years published several articles about Hachikō's remarkable loyalty. In 1932 one of these articles, published in Tokyo's largest newspaper, threw the dog into the national spotlight. Hachikō became a national sensation. His faithfulness to his master's memory impressed the people of Japan as a spirit of family loyalty all should strive to achieve.
Hachikō died on March 8, 1935 and was found on a street in Shibuya. His heart was infected with filarial worms and 3-4 yakitori sticks (små træ-grillspyd) were found in his stomach.
His stuffed and mounted remains are kept at the National Science Museum of Japan in Ueno, Tokyo.
Det er lige til at få tårer i øjnene af sådan en historie.
Her har jeg taget et billede af Hichikō statuen da jeg var ved Shibuya station.
mandag den 18. oktober 2010
"less-lost-in-translation"
Denne liste opsummerer nogle af de ting jeg har lært i løbet af de to uger jeg har været i Tokyo:
- Japanerne cykler gerne - men det er på fortovet
- De kører i venstre side
- Lad være med at forveksle uni og inu (det første er søpindsvin og det andet er hund)
- Det er ikke useriøst når bankekspeditricen har "hello kitty" lineal og kuglepen med lir i sin bank-uniforms skjortelomme
- Det er let at være opvasker på japansk sushirestaurent - der er en opvaskerobot som tager beskidte tallerkner ned i den ene side - og op "popper" rene tallerkner i den anden side.
- Pas på døren i japanske taxier; chaufføren åbner automatisk døren for dig fra sit sæde
- Japanere løber når de skal hente noget til dig eller hjælpe dig med noget (meget ivrige for at hjælpe - det skal bare helst foregå på japansk)
- Det er helt ok for mænd at have meget feminine håndtasker?
- Det er også helt ok for mænd at have bamser og lyserødt lir på mobiltelefonen
- Og det er helt normalt at det er en japansk mand der reklamerer for mascara
lørdag den 16. oktober 2010
Asakusa (a-sock-sa)
I dag har jeg været turist i Asakusa - nærmere bestemt i området omkring Sensô-Ji; det historiske Shitamachi. Jeg har set templer, pagoder, små snævre gader med boder (der blev også shoppet lidt japansk keramik, papir, tørklæder og en kort sort kimono) og mange mange mennekser.
Turen sluttede af med Kappabashi-dôri - en vej, hvor butikker der sælger interiør til restaurenter ligger side om side. De sælger diverse køkkengrej, facadepynt, møbler, lanterner, skilte - og plastikmad. Det er de "fine" 3D fremvisninger af hvad restaurenterne sælger, lavet i voks.
Der bliver bagt "ningyô-yaki" kager af pandekagedej i form af fx fisk eller pagoder med fyld af sød bønnepasta eller kastanje.
Keramik-skåle
Pige i kimono (del af et optog jeg rendte ind i)
Hunden vil have is.
Familie i det fine tøj på vej i Tokyos ældste forlytelsespark fra 1853.
torsdag den 14. oktober 2010
Madbilleder
Ja, flere af dem.
Mad er nu engang fascinerende, lækkert og/eller skræmmende når man er i et andet land.
Mad er nu engang fascinerende, lækkert og/eller skræmmende når man er i et andet land.
Aftensmad fra min lokale fastfood.
Fandt efterfølgende ud af at det var paneret musling jeg havde spist. Smagte nu ok.Min japanske havregrød som jeg kan lave i mikrobølgeovnen. Konsistensen er mere ris-agtig fordi havren ikke er mast så flad som i DK.
Virkelig mums kæmpe marshmallow med flydende karamel i midten.
Min faste frokost-buddy fra convinience butikkerne. Æg, skinke, salat og evt. ost. Meget blødt hvidt brød (findes desværre ikke med groft brød).
Dette burde være min frokost-buddy - en japansk "ris-sandwich" med forskelligt fyld og nori-tang udenpå - men vi kommer ikke så godt ud af det med hinanden. Jeg prøvede da jeg var i JP første gang uden held (måske fordi jeg rendte ind i en med søpindsvin-fyld). Har dog heller ikke succes med denne variant med tun og æg. Desværre får jeg lidt fornemmelsen af at skulle kaste op når jeg prøver at spise den.
En klassikker fra Ikea. Dog i japanske omgivelser. På bakken ses også pebberkager (som først skal spises til jul).
Shibuya
Shoppede lidt i Shibuya i weekenden. I området omkring stationen finder man bl.a. Loft og Tokyo Hands som begge er varehuse på 8-9 etager specialiseret i ting til hjemmet, skriveartikler og hobbyartikler. Og alle mulige tekniske gadgets og ting man ikke vidste man havde brug for.
Lige ved Shibuya station er verdens måske travleste kryds. Trafikken stopper i alle retninger når fodgængere skal passere gaden på kryds og tværs. Krydset genkendes måske hvis man har set Sofia Coppolas "Lost in Translation". Det er en helt speciel følelse, at lade sig føre frem af menneskemængden, mens kæmpe neonlys-reklamer og tv-skærme på hele bygnings facader belyser krydset. Kunne ikke lige fange et ordentligt billede.
Totoro (figur fra en af Hayao Miyazakis animationsfilm).
Pelsdyrs-overtræk til din vandforstøver. Meget vigtigt.
Lige ved Shibuya station er verdens måske travleste kryds. Trafikken stopper i alle retninger når fodgængere skal passere gaden på kryds og tværs. Krydset genkendes måske hvis man har set Sofia Coppolas "Lost in Translation". Det er en helt speciel følelse, at lade sig føre frem af menneskemængden, mens kæmpe neonlys-reklamer og tv-skærme på hele bygnings facader belyser krydset. Kunne ikke lige fange et ordentligt billede.
Abonner på:
Opslag (Atom)


















