torsdag den 23. september 2010

Sidste dag på studiejobbet

Når man skal afsted ud i verden for at opleve nyt betyder det desværre også, at man må afslutte nogle ting derhjemme. I går var sidste dag på studiejobbet, hvor jeg fik en fin tale og nogle herlige logo-merchandise med på vejen. Jeg serverede disse blåbærmuffins, der heldigvis kunne spises. Dagen før var hele afdelingen ude og spise (japansk selvfølgelig) sammen, hvor jeg også fik en flot gave. Det var lidt mærkeligt at sige farvel efter mere end 2 år. Men men kan jo altid holde kontakten.
Published with Blogger-droid v1.5.9

torsdag den 16. september 2010

Forstudie i DK

Før jeg tager til Tokyo laver jeg et lille forstudie i NNs danske afdeling. Jeg har været til et indledende møde - hvor min opfattelse af hvad det egentlig er afdelingen i Tokyo laver blev ændret en smule.
I dag overværrede jeg en træningssession (som er en del af det effektiviserings-projekt som jeg vil kigge på) og jeg interviewede den danske projektleder på uddannelsesdelen.

Min HTC virkede knap så godt som voice-recorder idet den stoppede for optagelsen hver gang jeg modtog en SMS eller et opkald, hvilket selvfølgelig var rigtig mange lige præcis mens jeg interviewede. Det endte med et 30 min langt interview opdelt i 4-5 individuelle optagelser - flot.

tirsdag den 14. september 2010

Visum og japansk grundighed

I dag har jeg afhentet mit visum på den japanske ambassade. Så nu har jeg (ind til videre) været der 3 gange for at få det hele på plads - og har 3 gange været gennem deres sikkerhedssystem (pas-indskrivning, scanning af taske og krop + aflevering af elektroniske ejendele). Det er nu fint de er så grundige, synes jeg. I dag stod sikkerhedsvagten også og tog billeder gennem de dobbelte, låste glasdøre i indgangen. En procedure, som han fortalte, de laver når der foregår noget mistænkeligt eller hvis folk fotograferer ambassaden. Billederne sendes til PET, som får lov at vurdere om det har nogen betydning. Meget grundigt må man sige.
Samtidig advarede han mig lige om, at tætpakkede steder, som knudepunkterne i den offentlige transport, er ekstra usikre i øjeblikket - dejligt når man efterfølgende skal tage metroen fra Nørreport.

Bolig!

Så er der kommet styr på boligsituationen. Jeg har fået svar på min ansøgning, som jeg sendte via min japanske professor til Tokyo University. Værelset jeg har fået er på Kashiwa International Lodge som ligger på Kashiwa Campus i Kashiwa (så er der vist næsten heller ikke plads til flere Kashiwa'er). Det betyder at jeg har omkring 30km til den centrale del af Tokyo og omkring en times transporttid med 2-3 skift hver vej.

Måske ikke lige det mest optimale sted (veninde udtalte at nu skulle jeg endelig bo i storby og så får jeg Tokyo's Buddinge. ) - men dog et sted at sove til en fornuftig pris.
Til stedets forsvar er der dog den forskel at "Tokyo's Buddinge" har 400.000 indbyggere og også er kendt som "Little Shibuya" på grund af dens gode muligheder for shopping

tirsdag den 24. august 2010

Rejselitteratur

Ovenstående billede viser min nylige investering i Lonely Planet bøger. Øverst: den nyeste udgave af Tokyo City Guide netop udkommet. Det var egentlig bare den jeg skulle købe, men så havde LP forskellige tilbud som min bog-fascination ikke kunne sige nej til...
Det endte med tre andre bøger oveni købet. Alle bøgerne kostede kun 240kr inkl porto.

De andre bøger er Hiking in Japan, en lille japansk-engelsk frasebog og en rigtig interessant faglitterær bog: Lost Japan.

Sandsynligvis laver jeg en lille anmeldelse af nogle af bøgerne på et senere tidspunkt.

tirsdag den 10. august 2010

Certificate of eligibility


Så har jeg modtaget mit COE fra immigrationskontoret i Tokyo. Det kom med anbefalet post i en normal størrelse kuvert med en lidt mindre kuvert inde i, som så indeholdt COE i a5 format, pænt foldet på midten - men ikke som vi normalt folder papir (på den lange led) - nej, foldet på den korte led, så det blev en meget smal folder i højformat. Sjovt at man kan gøre så almindelig en ting som at folde et stykke papir på en anden måde så det virker helt anderledes.

Nå, men det betyder at jeg nu er klar til at kunne tage på den japanske ambassade og få de rigtige stempler i mit pas, mit visum eller hvordan det nu foregår.

Stadig ikke noget nyt om boligsitiationen...
Published with Blogger-droid v1.4.8

mandag den 19. juli 2010

Indlæg fra min HTC

Så kan jeg også skrive indlæg mens jeg er på farten. Super sejt alt det min nye telefon kan.
Published with Blogger-droid v1.4.8