lørdag den 6. november 2010

Izakaya

I går gik jeg ud og spiste med Saaya, Kuni, K, Lui og Yoshi (dette er deres hurtige navne som deres venner bruger - og som er lettere for en gaijin (ikke-japaner) som mig at udtale) fra mit lab.
Vi tog på izakaya, som på japansk betyder "et sted hvor man kan sidde og drikke sake" - det er en slags japansk kro eller pub, hvor man drikker og spiser. Vi bestilte en 6 retters menu og alt-du-kan-drikke i 2½ time for 3500 yen ~ 220 DKK. Alle de forskellige retter (der var flere end 6 hvis du spørger mig) smagte virklig godt og vi fik masser af Sapporo, sake, japanskinspirerede drinks med Shôchô og Malibu-milk (yes, jeg er åbenbart kommet så langt fra teenage-årene at jeg kan lide Malibu igen). Hovedretten var Nabe (se link http://en.wikipedia.org/wiki/Nabemono) som er en ret med grøntsager, tofu og kød, der laves som en slags suppe på en varmeplade direkte ved bordet. Når det er færdig tager man fra gryden med fællesspise-pindene (det skulle jo nødigt blive uhygiejnisk) den mad man vil have over i sin egen lille skål og man tager suppen med en ske. Undervejs kom tjeneren ind med noget hakket kyllingefars i et bambusrør som man så kunne tage i små frikadelle-størrelse-stykker og koge i suppen. Da alle var færdige med at spise nabe kom tjeneren ind med vand som blev hældt i gryden, så der kunne blive kogt en slags bouillon som vores udon-nudler så blev kogt ind. Meget lækker mad og social mad. Til sidst var der vanille-is med matcha (grøn-the) på.
Det var egentlig meningen vi ville have været gået ud i et barområde i Shinjuku, men da vi var færdige med at spise og vores "drikke-tid" udløb var klokken så mange, at det var tid til at tage det sidste tog.
2 tog hjemad mens vi var 4 der tog hjem til Lui's hus og drak varm blommevin, spiste japanske snacks (jeg har aldrig set nogen købe så mange forskellige snacks i en konbini til 4 mennesker), snakkede og spillede kort til de første toge kørte igen kl. 4.40. Alt i alt en perfekt fredag aften i godt og sjovt selskab.

Det var mit første besøg i et privat japanske hjem, så det var lidt sjovt at se - det var et meget flot og arkitektonisk spændende, lille byhus, men traditionelt japansk badeværelse og det hele.

Måske har Saaya et billede af maden jeg kan uploade på et senere tidspunkt...

Mennesker - og mange af dem!

I Tokyo er der ca. 8,6 mio. indbyggere, mens præfekturet (regionen) har 12,8 mio. og der er omtrent 37 mio. indbyggere hvis man tæller forstæderne med. Tokyo er 80 km i udstrækning og det gør området til det største byområde i verden [tal fra wiki dk].

Og det kan altså godt mærkes når man går rundt her. Der er mennesker overalt. Og ofte rigtig mange af dem. Specielt i togene og helt vildt er det i myldretiden morgen og aften. Jeg har ikke helt fundet ud af præcis hvornår myldretiden er for man kan risikere at stå helt mast i togene både kl. 8 og kl. 9.30, midt på dagen, og igen om aftenen kl. 17, kl. 18 men bestemt også kl. 19 og omkring midnat hvor de sidste tog kører.

Det er næsten hver dag at jeg er nødt til at mase mig ind i toget eller bliver mast ind i toget af andre og står fuldstændig i spænd mellem mange mange mannesker. Det er noget grænseoverskridende, men man kan ikke rigtig gøre noget. Man står bare og har det varmt og kan mærke trykket fra de mange mennesker påvirke ens lungekapacitet. Heldigvis er de fleste japanere meget soignerede så man synes generelt ikke det er hverken lugtende eller ulækkert at stå så tæt :)

På nogle stationer har de morgen og aften personale stående (med uniform og hvide handsker) til at sikre at alle kommer sikkert ind i togene. Tror også nogle gange at de hjælper med at skubbe folk ind så døren kan lukke.