Rikugi-en - nu med lys på

Jeg har tidligere blogget om denne japanske have.

Her til aften var jeg der igen (undervejs på min løbetur) og fik set haven i mørke med lys på træerne. Her i november har haven åbent til kl. 21.00, og folk kommer her så for at se efterårsfarverne, spise og drikke (det er stadig så varmt så man godt kan være ude og spise, hvis man har en god jakke på og man sidder i læ). Nogle steder var lyset blåt, nogle steder var der ekstra "røg-effekt" og nogle steder var der "zen-musik".

Det var ret svært at tage nogle gode billeder, som viser hvor smukt det var, men her får i lille indtryk af det.

En dansk forbindelse

Lørdag mødtes jeg med Sophie, som er en dansk pige jeg mødte til J-dag arrangementet. Vi har begge skrevet bacheloropgave for samme danske firma (hvor hun nu har arbejde i deres japanske afdeling som eneste dansker). Så vi havde selvfølgelig en masse at snakke om og aftalte derfor at mødes.
Det gjorde vi så ved Yoyogi station og tog et mindre lokal tog videre til et stop jeg ikke lige lagde mærke til hvad hed, hvor vi spiste frokost på en hyggelig café. Vi talte rigtig godt sammen så vi endte med at sidde der 3½ time tror jeg, før jeg måtte videre for at overholde min næste aftale.

Besøg i et japansk hjem

I tirsdags var det national "labour thanksgiving" helligdag og kontorer og skoler var derfor lukkede.
Jeg var blevet inviteret til frokost hos en af dem jeg har interviewet i forbindelse med min opgave på NN.
Hun er 26 år og hedder Ayoko og bor hjemme hos sine forældre (det gør mange japanere indtil de bliver gift både på grund af andre familietraditionerne men også fordi det er billigere end at flytte hjemmefra).
Hendes far er pensioneret tandlæge og hendes mor arbejder stadig som farmaceut. Hjemme bor også hendes 21 årige lillebror.
Det er vist ikke så ofte japanerne inviterer folk hjem i deres private hjem så jeg følte mig meget privilegeret.
Frokosten var god og der var den hyggeligste stemning. De er simpelthen så imødekommende og venlige, og jeg følte mig velkommen og i godt selskab. Ayoko, moren og jeg sad 5 timer i deres lille køkken og talte om alt muligt og jeg gik derfra meget overvældet over deres åbenhed og venlighed.