Postboks 518

Flere gange om ugen får jeg post i min postboks på kollegiet - og så tænker I nok: wau, hvor spændende Silja, kan du virkelig ikke finde noget mere ophidsende at skrive om...?
Men det er faktisk - om ikke spændende, så i hvert fald - hvad skal jeg sige...en oplevelse at få post i Japan.
Og derfor fortjener "post" alligevel et indlæg på bloggen.
Man kan nemlig ikke forstå noget som helst af det de skriver til en (enkelte ting kan tydes hvis det er på hiragana men ikke forstås. Hvis tegnene er kanji, hvilket officielle ting oftest er, så står jeg altså helt af). Jeg kan jo efterhånden genkende når det ikke er mit katakana-navn der står udenpå brevet (nogle gange er det post til den tidligere beboer). Fordi jeg ikke fatter en disse af hvad de skriver, er jeg altid nødt til at få hjælp af nogle der kan tale japansk...

Desværre viser det sig oftest at det handler om regninger, der skal betales (jeg kan godt genkende yen-tegn og kanji for måned og dag, så langt er jeg med), men så er næste udfordring hvad jeg skal betale for og hvor det skal betales; i banken, på posthuset eller i en konbini? Nogle gange er jeg så heldig at regningen allerede er betalt automatisk gennem grundhuslejen til universitetet, og ellers er de fleste regninger også ret små fordi det er begrænset hvor meget vand og strøm man kan bruge på 12m2.
Bedst er de mystiske japanske reklamer jeg får for fast-food, mad-post-ordre-butikker? og japanske politikkere, der tænker at jeg da lige er deres målgruppe.
Jeg har også bestilt nogle bøger på Amazone, og pakkepost må alligevel være den største udfordring fordi de ringer til en (og taler kun Japansk) for at aftale levering.