Rikugi-en - nu med lys på

Jeg har tidligere blogget om denne japanske have.

Her til aften var jeg der igen (undervejs på min løbetur) og fik set haven i mørke med lys på træerne. Her i november har haven åbent til kl. 21.00, og folk kommer her så for at se efterårsfarverne, spise og drikke (det er stadig så varmt så man godt kan være ude og spise, hvis man har en god jakke på og man sidder i læ). Nogle steder var lyset blåt, nogle steder var der ekstra "røg-effekt" og nogle steder var der "zen-musik".

Det var ret svært at tage nogle gode billeder, som viser hvor smukt det var, men her får i lille indtryk af det.

En dansk forbindelse

Lørdag mødtes jeg med Sophie, som er en dansk pige jeg mødte til J-dag arrangementet. Vi har begge skrevet bacheloropgave for samme danske firma (hvor hun nu har arbejde i deres japanske afdeling som eneste dansker). Så vi havde selvfølgelig en masse at snakke om og aftalte derfor at mødes.
Det gjorde vi så ved Yoyogi station og tog et mindre lokal tog videre til et stop jeg ikke lige lagde mærke til hvad hed, hvor vi spiste frokost på en hyggelig café. Vi talte rigtig godt sammen så vi endte med at sidde der 3½ time tror jeg, før jeg måtte videre for at overholde min næste aftale.

Besøg i et japansk hjem

I tirsdags var det national "labour thanksgiving" helligdag og kontorer og skoler var derfor lukkede.
Jeg var blevet inviteret til frokost hos en af dem jeg har interviewet i forbindelse med min opgave på NN.
Hun er 26 år og hedder Ayoko og bor hjemme hos sine forældre (det gør mange japanere indtil de bliver gift både på grund af andre familietraditionerne men også fordi det er billigere end at flytte hjemmefra).
Hendes far er pensioneret tandlæge og hendes mor arbejder stadig som farmaceut. Hjemme bor også hendes 21 årige lillebror.
Det er vist ikke så ofte japanerne inviterer folk hjem i deres private hjem så jeg følte mig meget privilegeret.
Frokosten var god og der var den hyggeligste stemning. De er simpelthen så imødekommende og venlige, og jeg følte mig velkommen og i godt selskab. Ayoko, moren og jeg sad 5 timer i deres lille køkken og talte om alt muligt og jeg gik derfra meget overvældet over deres åbenhed og venlighed.

Postboks 518

Flere gange om ugen får jeg post i min postboks på kollegiet - og så tænker I nok: wau, hvor spændende Silja, kan du virkelig ikke finde noget mere ophidsende at skrive om...?
Men det er faktisk - om ikke spændende, så i hvert fald - hvad skal jeg sige...en oplevelse at få post i Japan.
Og derfor fortjener "post" alligevel et indlæg på bloggen.
Man kan nemlig ikke forstå noget som helst af det de skriver til en (enkelte ting kan tydes hvis det er på hiragana men ikke forstås. Hvis tegnene er kanji, hvilket officielle ting oftest er, så står jeg altså helt af). Jeg kan jo efterhånden genkende når det ikke er mit katakana-navn der står udenpå brevet (nogle gange er det post til den tidligere beboer). Fordi jeg ikke fatter en disse af hvad de skriver, er jeg altid nødt til at få hjælp af nogle der kan tale japansk...

Desværre viser det sig oftest at det handler om regninger, der skal betales (jeg kan godt genkende yen-tegn og kanji for måned og dag, så langt er jeg med), men så er næste udfordring hvad jeg skal betale for og hvor det skal betales; i banken, på posthuset eller i en konbini? Nogle gange er jeg så heldig at regningen allerede er betalt automatisk gennem grundhuslejen til universitetet, og ellers er de fleste regninger også ret små fordi det er begrænset hvor meget vand og strøm man kan bruge på 12m2.
Bedst er de mystiske japanske reklamer jeg får for fast-food, mad-post-ordre-butikker? og japanske politikkere, der tænker at jeg da lige er deres målgruppe.
Jeg har også bestilt nogle bøger på Amazone, og pakkepost må alligevel være den største udfordring fordi de ringer til en (og taler kun Japansk) for at aftale levering.

Litteratur om Japan

I et forsøg på at forstå japansk kultur bare en anelse bedre er jeg gået i gang med at læse "The Chrysanthemum and the Sword" som er en gammel sag fra 1946. Bogen er skrevet af en amerikansk antropolog på bestilling fra den amerikanske regering efter Japans overgivelse i 2. verdenskrig. De ville prøve at forstå den japanske tænkemåde og de kulturhistoriske rødder, der lå til grund for deres måde at handle på i et forsøg på at forudsige hvordan man bedst håndterede overgivelsessituationen og den efterfølgende genopbygning af landet. Bogen er selvfølgelig ikke helt up-to-date og mange mange ting har ændret sig siden da, men den giver dog nogle gode forklaringer af fænomener som stadig på et eller andet plan påvirker den måde samfundet fungerer på. Og så er det spændende at prøve at forstå, hvorfor landet er kommet til at se ud som det gør i dag. Den kan i hvert fald godt anbefales hvis man interesserer sig for japanske kultur. Dog vil jeg sige at den tidligere omtalte "Lost Japan" rent litteraturmæssigt er skrevet mere interessant og behandler nogle af de samme ting - sat ind i en lidt mere nutidig historisk kontekst.

Flere madbilleder

Selv mandarinerne er "kawaii".

Japansk party. Snacks og mad.

Bønnepasta-snack fra the-ceremonien.

Sushi-frokost.

Ahh, så var man lige tørstig og trak en lækker drik i en vending-mashine. Det viste sig dog at det var gele-drik....

Anka - det berygtede og berømte søde bønnepasta. Her i An-pan udgave (anka i brød).

Japansk curry er et stort hit her.

Endnu en video

Jeg har tøvet lidt med at linke til denne video. Det er altid svært at vurdere, hvad der er fakta og hvad der er forskruede data. Denne animation er dog meget interessant og jeg tror de fleste informationer er korrekte (eller var da den blev lavet). Jeg tror dog også at man ville få lignende "ubehagelige" sider frem for andre lande, hvis man lavede tilsvarende udregninger - måske ikke lige mht. danskernes forbrug af spisepinde...