Jordskælvs-debut

Har både haft min jordskælvsdebut og min jordskælvsoplevelse nummer to inden for den sidste uge. Begge gange har det været meget små skælv (heldigvis), med få meget små efterskælv og det har mere været en spøjs oplevelse. Men alligevel ikke helt rart. Jeg bliver meget svimmel af det.

Nedtællingen er begyndt...3 uger tilbage...

Ikke til jul som man ellers skulle tro, men til at en vis person, der står mig meget nær kommer og besøger mig. Jubiiii

Konnichiwa Korea

Så har jeg også haft besøg fra Sydkorea. En af mine venner, som læser i Seoul et semester var i Tokyo og jeg mødtes med ham og hans to østrigske veninder to gange hen over weekenden. Første gang mødtes vi i Iidabashi og spiste Sushi på "rullebånd", jeg var turguide i de små hyggelige labyrint-gader og vi endte selvfølgelig på Saryo (som også er nævnt her og her).
Lørdag eftermiddag (efter min frokostaftale) og aften blev det til lidt sightseeing (udsigt fra 45. etage i Tokyo Metropolitan Government Building), izakaya og karaoke i Shinjuku. Hold da op hvor var det sjovt (bl.a. på grund af "all-you-can-drink" for 980Yen på izakaya-kæden Za-Watami). På karaoke havnede vi hos et andet selskab på 15 japanere (de havde forældre-reunion fordi deres 18-årige sønner spiller amerikansk fodbold sammen). Så der var "I will survive" japansk-style med parykker tamborin og det hele... hvor er det ærgeligt for jer at jeg ikke gider at lægge billeder af mig selv på bloggen :)

Rikugi-en - nu med lys på

Jeg har tidligere blogget om denne japanske have.

Her til aften var jeg der igen (undervejs på min løbetur) og fik set haven i mørke med lys på træerne. Her i november har haven åbent til kl. 21.00, og folk kommer her så for at se efterårsfarverne, spise og drikke (det er stadig så varmt så man godt kan være ude og spise, hvis man har en god jakke på og man sidder i læ). Nogle steder var lyset blåt, nogle steder var der ekstra "røg-effekt" og nogle steder var der "zen-musik".

Det var ret svært at tage nogle gode billeder, som viser hvor smukt det var, men her får i lille indtryk af det.

En dansk forbindelse

Lørdag mødtes jeg med Sophie, som er en dansk pige jeg mødte til J-dag arrangementet. Vi har begge skrevet bacheloropgave for samme danske firma (hvor hun nu har arbejde i deres japanske afdeling som eneste dansker). Så vi havde selvfølgelig en masse at snakke om og aftalte derfor at mødes.
Det gjorde vi så ved Yoyogi station og tog et mindre lokal tog videre til et stop jeg ikke lige lagde mærke til hvad hed, hvor vi spiste frokost på en hyggelig café. Vi talte rigtig godt sammen så vi endte med at sidde der 3½ time tror jeg, før jeg måtte videre for at overholde min næste aftale.

Besøg i et japansk hjem

I tirsdags var det national "labour thanksgiving" helligdag og kontorer og skoler var derfor lukkede.
Jeg var blevet inviteret til frokost hos en af dem jeg har interviewet i forbindelse med min opgave på NN.
Hun er 26 år og hedder Ayoko og bor hjemme hos sine forældre (det gør mange japanere indtil de bliver gift både på grund af andre familietraditionerne men også fordi det er billigere end at flytte hjemmefra).
Hendes far er pensioneret tandlæge og hendes mor arbejder stadig som farmaceut. Hjemme bor også hendes 21 årige lillebror.
Det er vist ikke så ofte japanerne inviterer folk hjem i deres private hjem så jeg følte mig meget privilegeret.
Frokosten var god og der var den hyggeligste stemning. De er simpelthen så imødekommende og venlige, og jeg følte mig velkommen og i godt selskab. Ayoko, moren og jeg sad 5 timer i deres lille køkken og talte om alt muligt og jeg gik derfra meget overvældet over deres åbenhed og venlighed.

Postboks 518

Flere gange om ugen får jeg post i min postboks på kollegiet - og så tænker I nok: wau, hvor spændende Silja, kan du virkelig ikke finde noget mere ophidsende at skrive om...?
Men det er faktisk - om ikke spændende, så i hvert fald - hvad skal jeg sige...en oplevelse at få post i Japan.
Og derfor fortjener "post" alligevel et indlæg på bloggen.
Man kan nemlig ikke forstå noget som helst af det de skriver til en (enkelte ting kan tydes hvis det er på hiragana men ikke forstås. Hvis tegnene er kanji, hvilket officielle ting oftest er, så står jeg altså helt af). Jeg kan jo efterhånden genkende når det ikke er mit katakana-navn der står udenpå brevet (nogle gange er det post til den tidligere beboer). Fordi jeg ikke fatter en disse af hvad de skriver, er jeg altid nødt til at få hjælp af nogle der kan tale japansk...

Desværre viser det sig oftest at det handler om regninger, der skal betales (jeg kan godt genkende yen-tegn og kanji for måned og dag, så langt er jeg med), men så er næste udfordring hvad jeg skal betale for og hvor det skal betales; i banken, på posthuset eller i en konbini? Nogle gange er jeg så heldig at regningen allerede er betalt automatisk gennem grundhuslejen til universitetet, og ellers er de fleste regninger også ret små fordi det er begrænset hvor meget vand og strøm man kan bruge på 12m2.
Bedst er de mystiske japanske reklamer jeg får for fast-food, mad-post-ordre-butikker? og japanske politikkere, der tænker at jeg da lige er deres målgruppe.
Jeg har også bestilt nogle bøger på Amazone, og pakkepost må alligevel være den største udfordring fordi de ringer til en (og taler kun Japansk) for at aftale levering.

Litteratur om Japan

I et forsøg på at forstå japansk kultur bare en anelse bedre er jeg gået i gang med at læse "The Chrysanthemum and the Sword" som er en gammel sag fra 1946. Bogen er skrevet af en amerikansk antropolog på bestilling fra den amerikanske regering efter Japans overgivelse i 2. verdenskrig. De ville prøve at forstå den japanske tænkemåde og de kulturhistoriske rødder, der lå til grund for deres måde at handle på i et forsøg på at forudsige hvordan man bedst håndterede overgivelsessituationen og den efterfølgende genopbygning af landet. Bogen er selvfølgelig ikke helt up-to-date og mange mange ting har ændret sig siden da, men den giver dog nogle gode forklaringer af fænomener som stadig på et eller andet plan påvirker den måde samfundet fungerer på. Og så er det spændende at prøve at forstå, hvorfor landet er kommet til at se ud som det gør i dag. Den kan i hvert fald godt anbefales hvis man interesserer sig for japanske kultur. Dog vil jeg sige at den tidligere omtalte "Lost Japan" rent litteraturmæssigt er skrevet mere interessant og behandler nogle af de samme ting - sat ind i en lidt mere nutidig historisk kontekst.

Flere madbilleder

Selv mandarinerne er "kawaii".

Japansk party. Snacks og mad.

Bønnepasta-snack fra the-ceremonien.

Sushi-frokost.

Ahh, så var man lige tørstig og trak en lækker drik i en vending-mashine. Det viste sig dog at det var gele-drik....

Anka - det berygtede og berømte søde bønnepasta. Her i An-pan udgave (anka i brød).

Japansk curry er et stort hit her.

Endnu en video

Jeg har tøvet lidt med at linke til denne video. Det er altid svært at vurdere, hvad der er fakta og hvad der er forskruede data. Denne animation er dog meget interessant og jeg tror de fleste informationer er korrekte (eller var da den blev lavet). Jeg tror dog også at man ville få lignende "ubehagelige" sider frem for andre lande, hvis man lavede tilsvarende udregninger - måske ikke lige mht. danskernes forbrug af spisepinde...

Kawaii

Fik jeg forresten overhovedet forklaret "kawaii"? Nu har jeg efterhånden brugt det er par gange så det må vist være på tide...

Det er et meget brugt tillægsord brugt her i Japan om alt der er sødt, nuser, "cute", småt, uskyldigt, smukt og pænt. Samtidig er det et vigtigt aspekt af den Japanske materialisme- og forbrugerkultur, da kawaii meget ofte bruges i markedsføringen af produkter. Og man ser virkelig kawii over det hele her.

Det Japanske pop-kultur fænomen "Hello Kitty", som er en animeret udgave af en specielt japansk katterace; den japansk bobtail, som naturligt har en hale der mest minder om en kaninhale (bonusinfo til min søde moster), må være indbegrebet af "kawaii". Alle tænkelige produkter med den lille - ofte lyserøde - kat, sælger virkelig godt. For et par uger siden åbnede der en lille forlystelsespark kun dedikeret til denne kat "Hello Kitty´s Kawaii Paradise". De forventer 700.000 besøgende om året.

Hello Kitty butik.

Småt og lyserødt - kawaii i slikbutikken.

Lille sællampe - den er da kawaii!

Kawaii bruges tillige meget i den offentlige skiltning i toge, på stationer og på veje. Specielt godt er det til at gøre opmærksom på ting som måske ikke er så rart;

• "pas på dine fingre når døren lukker" = hyggelig og rar animeret mand med skæg
• Opfør dig pænt på stationen og lad være at løbe ind i toget = 2 lilla vaskebjørne med store smil
• Stop sexchikane på universitetet = mystisk kawaii tema i animerede illustrationer
• Betal din vandregning automatisk = pige-vanddråbe med lyserød hårsløjfe

Bloddonorer hverver man da med kawaii.

Selv har jeg også flere gange fået komplimenter, hvor kawaii er blevet brugt til at sige, at jeg ser sød ud, betydningen af mit navn er sødt eller at min kjole har været kawaii.... lidt spøjst når man selv mest forbinder ordet med Hello Kitty.

Kimono og the-ceremoni

I går var jeg til kimonoprøvning og the-ceremoni. Det var sponseret af "mothers and students association" og foregik på Kodaira International Campus på Hitotubashi University et stykke udenfor Tokyo. Vi var 4 fra Todai, som var kommet med via lodtrækning. I alt var der 80 internationale studerende fra forskellige universiteter og 28 lande var repræsenteret. Jeg var dog den eneste fra Danmark og jeg kendte ikke de andre fra Todai.

Vi kunne selv vælge hvilken kimono vi ville have på. Jeg kom sent (fordi jeg kom til at tage et lokaltog istedet for rapid, og derudover tog et forkert tog videre...) så der var der "kun" 30 kimonoer tilbage at vælge imellem. Jeg valgte en lilla en med hvidt obi-bælte. Da jeg havde valgt gik jeg ind i et andet rum, hvor jeg havde min egen kimono-påklæderske (hun går med kimono 3-4 gange om ugen fordi hun underviser i the-ceremoni, så hun var ret øvet i at binde og sætte alle de forskellige lag). En kimono består af mange lag, og det er stort set umuligt at få den på alene. Kimonoer fås normalt kun i én størrelse, som så bliver tilpasset med bånd og folder. De fleste af båndene sidder i folderne i kimonoen og kan ikke ses, men den yderste, obien, er et helt kunstværk i sig selv.

Det er mig til højre. På billedet kan i også se at jeg havde de specielle tabi-sokker på, hvor storetåen har sit eget "rum" så man kan gå i zôri sandalerne.

Min kimono set bagfra med obi-bæltet. Man fik også noget matchende tingel-tangel i håret.

Bagefter kunne man prøve traditionel the-ceremoni og et japansk strengsinstument kaldet koto. Til sidst (efter kimonoerne var pakket sammen) var der japansk party - det har jeg efterhånden prøvet et par gange. Masser af the, små snacks og let mad.

Der laves gøres klar til the-ceremonien.



Der piskes i den grønne the, så den bliver skummende.



Der bliver poseret.

Kimonoer efter brug. Så fik påklæderskerne ellers travlt med at lægge sammen.

 Der var også en lille bazar, som foreningen havde arrangeret (bazar=meget broget mini loppemarked).

For 300yen købte jeg et par gamle geta-træsandaler, som har to klodser under for at holde kimonoen over gadehøjde.

En halv turist dag

Sidste dag i Tokyo med besøg fra mine forældre. Vi mødtes ved Ryogoku station efter jeg havde været til japansk. Herfra gik vi til Edo-Tokyo museum - et byhistorisk museum om Tokyos udvikling fra shogunens etablering af Edo og frem til i dag. Det er nok det bedste historiske museum af den slags jeg har besøgt. Der var  nogle virkelig flotte fuld-størrelse reproduktioner af broer og huse samt mange små "dukkehuse" modeller af byen og dens huse gennem tiden. Vi havde vores egen private (og gratis) engelsk talende rundviser, som også var med til at gøre besøget spændende.

Undervejs på museet tog vi elevatoren til 7. etage hvor vi drak the i museets cafe. Prøvede også en spændende "gele-frugt-dessert".

Udsigt over byen. Vi kunne se Fuji-san.

Udsigt over sumo-arenaen i Tokyo.

Resterne af min gele-dessert med et par bønner i.

Efter museet tog vi til Iidabashi, som jeg er blevet ret glad for. Her slentrede vi gennem de små stræder og fandt en rigtig god restaurant med nabe og hvad ellers hører til en god japansk middag, øl i krus og umesho (blommevin).
Aftenen sluttede vi af på den gode cafe, som jeg besøgte med Saaya. Uh, deres kage er god.

God øl i krus.

Sashimi.

3 små mellemretter.

Æble cheese cake.

Vild chokolade brownie med flydende chokolade i midten.

Og så var det ellers tid til at sige farvel for denne gang. Det har været så dejligt at have besøg hjemmefra.

Læse, læse, læse

Kunne desværre ikke lige overskue sightseeing i dag med mine forældre i Kamakura. Hvad sker der lige for det? Nå, men mente altså at jeg var bagud med min læsning og opgave generelt, så jeg valgte at blive på mit værelse hele dagen for at læse og skrive et interview ind. Nød dog også solen på min altan og en kop grøn the mens jeg læste (og der blev som i ser også tid til lidt blog). I aften skal jeg mødes med mine forældre til en god middag og høre om alt det jeg var så dum at gå glip af.

Japansk undervisning

Som jeg før har nævnt går jeg til japansk 3 gange om ugen i 3 timer. Og det er altså ret sjovt. På mit hold er det lidt forskelligt hvor mange der møder op til timen, men typisk er vi mellem 6 og 8 hver gang. Det er et tilpas småt hold til at man kan følge ordentlig med og til at der er en afslappet og behagelig stemning. Jeg er den eneste pige på mit hold (måske det er fordi det er ingeniør instituttet er udbyder undervisningen?) og de andre studerende er fra Pakistan, Korea, Spanien, Østrig, Californien og Kosovo. Nogle gange har der også været en kineser og nu er der lige begyndt en franskmand.
De 3 undervisere (en forskellig hver mandag, onsdag og fredag) er virkelig søde og rigtig gode til at undervise - på trods af at de ikke er verdensmestre i engelsk. Jeg tror egentlig vi lærer mere af at de taler så meget japansk end hvis de havde været bedre til engelsk.

Her bliver jeg undervist.

Den bedste sensei (lærer); Furuichi-san. Man kan ikke lige se, at hun snart fylder 50... de holder sig altså godt de japanere. Her og de næste par billeder vi taget med japanskholdet til krysantemum festival i det lokale tempel. Dette tempel er også et yndet sted at bede for optagelse på Todai (Tokyo Daigaku. Daigaku=Universitet) og for at eksamenerne går godt. Furuihi-san forklarer om de bønne-tavler der er blevet hængt op. De fjerner dem vist ikke så ofte for de hænger i et lag der er en meter tykt.

Oversigt over min undervisning.

Hovedbogen er kun på japansk. Jeg kan efterhånden godt læse alle hiragana og katakana tegn så det begynder at give mening :) Vi har dog også en tyndere bog med de engelske oversættelser.